Flodkrydstogt på Rügen

Afrejse den 19. september
7 dages busrejse – pris pr. person fra kr. 9.995,-

Flodkrydstogt på Rügen

Flot krydstogt på floden Oder, hvor vi sejler fra Stralsund til Berlin og undervejs oplever nogle af de mest interessante områder i både Tyskland og Polen. Vi starter i Stralsund og sejler langs Østersøen, hvor vi oplever en fantastisk kystlinje med smukke sandstrande og kalkstensklipper på øerne, Usedom og Rügen. Turen byder på et besøg i Stettin, Polens spændende perle, samt Berlin, hvor vi får mulighed for at opleve mange smukke seværdigheder og en dramatisk historie.

Dag 1
Efter opsamling kører vi ned over grænsen, med passende pauser. Undervejs gør vi stop i hansebyen Wismar, med sine spændende bygninger, og ser byens historiske Marktplatz. Midt på eftermiddagen ankommer vi til Stralsund, den gamle hansestad, hvis arkitektur vidner om Hanseforbundets storhedstid. Ved havnen ligger vores skib MS Mona Lisa klar, og vi går om bord. Inden middagen er der præsentation af besætningen og velkomstdrink i den hyggelige lounge. Vi spiser selvfølgelig middag ombord.

Dag 2
Efter morgenmaden kører vi til Rügen, hvor dagen byder på et besøg ved Hitlers ferieparadis, Prora, som han tænkte skulle være en ferieby til de tyske arbejdere. Det blev påbegyndt i 1936 og skulle have plads til ikke mindre end 20.000 i dette gigantiske anlæg. Men det nåede aldrig at blive brugt til formålet, og det fire km lange kompleks blev senere benyttet af den sovjetiske hær og DDR’s hær.

Herfra fortsætter turen til den smukke badeby Binz. Her skal vi opleve de smukke pensioner, hoteller og boliger opført i den gamle, smukke badearkitektur fra slutningen af 1800-tallet. Nu er det en smuk, mondæn og livlig badeby med en nyopført strandpromenade. Her rækker Rügens næstlængste Seebrücke sine 370 m ud i Østersøen.

Vi vender tilbage til Stralsund, til skibet, hvor vi nyder dagens frokost.

Om eftermiddagen er der mulighed for at gå med rejselederen en tur rundt i Stralsund og se den gamle bydel med de mange gamle huse.

Byens centrum er særdeles velbevaret, og vi ser byens centrale torv – Alter Markt, som er yderst imponerende.

Vi vender tilbage til vores skib hvor vi nyder en fælles middag. Hen på aftenen forlader skibet Stralsund og sejler mod Greifswald.

Dag 3
Ved ankomsten til Greifswald bruger vi formiddagen på at kigge på den gamle hansestad.
Universitetet blev grundlagt i 1456 og er det næstældste i hele Østersøregionen. Vi kigger på byen, markedspladsen og de smukke bygninger, inden vi vender tilbage til skibet og den dejlige frokost.

Vi fortsætter vores sejltur og nyder turen gennem det smalle stræde ved Peenemünde, hvor man finder Hærens forsøgsanstalt. Det var et af verdens mest moderne teknologicentre i perioden 1936-1945, og det var herfra, at verden i 1942 for første gang så en raket stige op i rummet.

Midt på eftermiddagen ankommer vi til Wolgast, hvorfra vi kører til den spændende og mondæne ferieø Usedom. Vi hører historien om badeturismens start i såvel kejsertiden som i DDR-tiden. I dag ser vi en flot, poleret strandpromenade, og de mondæne villaer, hoteller og ferielejligheder tager sig flot ud lige ud til Østersøen.

Vi vender tilbage til skibet og fælles middag om bord.

Dag 4
Formiddagen bruges på at sejle fra Wolgast til Stettin, hvor vi ankommer midt på eftermiddagen. Ved ankomsten besøger vi den polske by, som ligger ved Oder-floden, og ser den gamle bydel og fyrsteslottet, som kan dateres tilbage til 1300-tallet.

Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på vores skib og nyder dagens middag med nogle dejlige vine.

Dag 5
Vi bruger formiddagen på at sejle til Lunow. Her venter vores bus, og vi kører til Chorin Abbey, et tidligere cistercienserkloster. Det blev grundlagt af de askanske markgrever i 1258 og havde vidtrækkende indflydelse på den nordlige udkant af askanernes indflydelsessfære, hvor den grænsede op til slaverne.

Vi går om bord på skibet i Oderberg og fortsætter sejlturen. Til aftenens middag er der skruet ekstra op for forkælelsen med kaptajnens gallamiddag, mens vi sejler til Lichterfelder.

Dag 6
Afgang tidligt om morgenen mod Henningsdorf.
Vi sejler hele formiddagen, og omkring frokost når vi Berlin. Eftermiddagen byder på en tur til Berlin, hvor vi tager på en spændende byrundtur, hvor vi hører om nyt og gammelt og får et godt overblik over byens mange seværdigheder og dramatiske historie. Vi oplever den gamle pragtgade Unter den Linden, passerer den tidligere grænseovergang Checkpoint Charlie, og ser, hvordan fremtidens arkitektur har rejst sig i det gamle ingenmandsland ved Potsdamer Platz. Herefter holder vi pause ved Holocaustmindesmærket og går en tur gennem Brandenburger Tor.

Om aftenen nyder vi rejsens sidste middag om bord.

Dag 7
Efter morgenmaden forlader vi skibet og Berlin og kører mod Danmark.
Sen ankomst.


Beskrivelse af skibet MS Mona Lisa

MS Mona Lisa er opkaldt efter Leonardo da Vincis mest berømte værk. Et standardskib i intim størrelse, som sejler på Elben, Donau og Rhinen, floder med mange kultur- og naturskatte.

Skibet har 47 udvendige kahytter og plads til 94 passager fordelt på to dæk. Der er aircondition overalt indvendigt på skibet. Stor lounge med bar, restaurant, reception og hall. Soldæk med hvilestole til fri afbenyttelse for alle passagerer. Alle kabiner er med eget bad & toilet, TV, sikkerhedsboks, telefon, hårtørrer, 220 volt og Wi-Fi.

Forplejning og drikkevarer:
I skibets restaurant er der morgenbuffet, og her serveres også både frokost/lunch og middag som 3-retters menu, en aften er der 4-retters gallamenu. Forplejningen er et kapitel for sig, idet skibets franske kok med de bedste råvarer, franske specialiteter og god sans for rejserutens madskikke fremtryller virkeligt lækre menuer. Drikkevarer til frokost/lunch og aftensmad ombord på skibet er inkluderet – der serveres øl, vand og skibets vine. Ønsker man anden vin end skibets vin, kan der købes fra skibets vinkort. Der er faste pladser i restauranten under hele krydstogtet.

All inclusive ombord
Til frokost og aftensmad øl, vand og skibets vine og fra baren øl, vand og dagens vine samt, kaffe, te, drinks m.m. i tidsrummet kl. 11.00-23.00.

Pris og info


Pris pr. person – I delt dobbeltværelse

Kr. 9.995,-    Abonnent

Kr. 10.495,-   Ikke abonnent

Kr. 4.895,-    Tillæg for enekahyt

Kr. 1.895,-    Tillæg for Kahyt – øvre dæk

Kr.     100,-    Fast busplads

Kr.      95,-     Ekspeditionsgebyr

Afbestillingsforsikring 8 % af rejsens pris

Rejsen indeholder

  • Buskøresel 4-stjernet bus
  • 6 nætter på MS Mona Lisa ****
  • 6 x morgenmad
  • 5 x frokost
  • 5 x middag
  • 1 x gallamiddag
  • Velkomstdrink
  • All Inclusive om bord: Skibets vin, øl og vand fra kl. 11.00-23.00
  • Besøg i Stralsund, Stettin og Berlin
  • Bustur på Rügen og Usedom
  • Besøg på Chorin Abbey
  • Alle passager- og havneafgifter
  • Kuffertservice ved ind- og udskibning
  • Dansk rejseleder


Opsamling

Kl. 06.00 – Århus Tilst, P.plads v/Bilka Agerøvej 7

Kl. 06.45 – Afk. 56, Horsens Lund, Q8

Kl. 07.25 – Fredericia, Banegård

Kl. 06.30 – Odense, Parkering Syd, Sdr. Hospitalsvej

Kl. 07.05 – Afk. 58B v/Middelfart

Kl. 07.20 – Rasteplads Hylkedal Vest, Kolding E45 – obs ingen aflæsning

Kl. 08.10 – Afk. 68 – Lysbjergvej, OK, Haderslev

Kl. 08.50 – Afk. 70 v/Shell, Kometvej, Rødekro

Hjemkomst ca. kl. 19.30 (Fredericia)

Ønskes der andet opsamling – kontakt GIBA Travel

Diverse

GIBA Travel forbeholder sig ret til mindre ændringer i programmet i forhold til de forskellige arrangementer og opsamlingstiden.

Der kan være nogle af udflugterne, der ikke egner sig til gangbesværede. Men det er altid muligt at blive på skibet og nyde faciliteterne.

Vi bruger vores egen bus til udflugter på turen.

I samarbejde med Avisfordele.dk