Vinrejse til Champagne, Alsace og Bourgogne

Afrejse den 26. september
7 dages busrejse - pris  fra kr. 7.495,-

Vinrejse til Champagne

Ædle vine og gastronomi og er gennemgående temaer på denne rejse gennem nogle af Frankrigs mest berømte vindistrikter – fra Champagne over Bourgogne til Alsace.

De krydrede Alsace-vine, de ædle og vigtige Bourgogner, den friske Beaujolais og den lette Champagne. Blot navnene på disse berømte dråber kan få enhver vinelsker til at slikke sig om munden. Rejsen fører os gennem distrikterne Champagne, Bourgogne, Macon, Beaujolais og Alsace, og naturligvis bliver de ædle dråber akkompagneret af gode måltider tilberedt af førsteklasses råvarer.

Dag 1

Efter endt opsamling går turen over grænsen, ned gennem Tyskland til vores overnatningshotel i Midttyskland. Aftensmad og overnatning på hotel.

Dag 2

Turen fortsætter ned gennem Tyskland, og vi ankommer til Champagnes hovedstad Reims først på eftermiddagen. Reims er kendt som Champagnens hovedstad, så inden vi kører til vores hotel, besøger vi et af byens mange champagnehuse, hvor vi hører om historien og smage på den dejlige, boblende champagne.

Herefter begiver vi os til vores centralt beliggende hotel og fælles middag på en nærliggende restaurant.

Dag 3

Efter morgenmaden forlader vi til Reims og kører sydpå, hvor vi besøger et af vindistrikterne. Vi skal til vinsmagning i Chablis, der især er kendt for de fremragende hvidvine. Efter fælles frokost fortsætter vi mod Mâcon, hvor vi bliver indkvarteret på et centralt beliggende hotel.

Dag 4

Det dejlige vinområde Beaujolais bliver dagens mål. Vi kører gennem vinmarker og den skønne natur. Dagens første vinsmagning venter i Emeringes, hvor vi både smager Beaujolais Village og 1 af de 12 cru’er i Beaujolais.

Herfra fortsætter vores tur i Beaujolais, hvor vi besøger en lokal vinbonde, spiser en let frokost og smager på herlighederne inden vi kører tilbage til Mâcon.

Dag 5

Vi forlader Mâcon og fortsætter vores vinrejse i Bourgogne, hvor vi ankommer til den hyggelige vinhovedstad Beaune. Her besøger vi en vingård lidt uden for byen, og hvis tiden tillader det, bliver der mulighed for at besøge det berømte gamle Hospice de Beaune, inden turen fortsætter.

Vi ankommer til Colmar i Alsace sidst på dagen, efter indkvartering er resten af dagen samt middag på egen hånd.

Dag 6

Efter morgenmaden forlader vi Colmar og kører ad den berømte vinvej »Route des Vins« med de mange farvestrålende vinbyer, der ligger tæt, kun adskilt af grønne vinmarker.

Vi gør dagens første stop i Bergheim og her skal vi smage nogle af de fremragende Alsace-vine, inden vi fortsætter til den charmerende by Obernai. Vi fortsætter vores hjemrejse og kører til vores overnatningshotel i Midttyskland, hvor vi spiser middag på hotellet.

Dag 7

Vi forlader hotellet efter morgenmaden og sætter kurs mod Danmark. Ankomst til Danmark først på aftenen.

Posted in Busrejser, Frankrig, Kulturejser, Vin og gourmet and tagged , , .