Gisselfeld Kloster og Tårnet

Onsdag den 02. september
Pris pr. person: kr. 895,-

 

Gisselfeld Kloster og Tårnet

Navnet Gisselfeld kan føres helt tilbage til år 1370, men den røde borg, som man ser i dag, blev bygget i perioden 1547 til 1575 af Peder Oxe, Danmarks mægtige rigshofmester. Det smukke herregårdslandskab har inspireret og tiltrukket kunstnere som f.eks. H.C. Andersen. Det var her, H.C. Andersen fik idéen til "Historien om en and", som senere blev til "Den Grimme Ælling".

På rundvisningen kommer man helt tæt på den autentiske, historiske slotsstemning og oplever Gisselfeld Kloster indefra. Vi går gennem de smukke saloner og får fornemmelsen af at være en del af den adelige storhedstid helt tilbage til 1600-tallet. Gisselfeld Kloster byder på mange skønne unikaer og er bl.a. kendt for en enestående samling af porcelæn. Efter rundvisningen er der tid til at gå en tur i slotsparken, der blev anlagt af den berømte engelske havearkitekt H. E. Milner i slutningen af det 19. århundrede. En engelsk landskabshave beriget med skønne oaser og botaniske sjældenheder.

Efter frokost er det tid til dagens udfordring: Vi skal besøge Camp Adventures’ nye udsigtstårn, Skovtårnet, der er 45 meter højt med en 650 meters spiraliserede rampe og tager os 140 m.o.h. Herfra er der en fantastisk udsigt over Sydsjælland og måske helt til Sverige. Vi har god tid til at udforske tårnet. Man behøver ikke gå helt op, men kan nøjes med den strækning, der passer én.

N.B.: Turen er ikke egnet for gangbesværede, da der er mange trapper på slottet.

Posted in Danmark, Endags-ture, Nyheder and tagged , , , , , , , , , , , .