Alsace – rundrejse i grænselandet

Afrejse den 08. september
7 dages busrejse - pris fra kr. 5.995

Alsace - rundrejse i grænselandet 

Gennem sin turbulente historie under skiftende fransk og tysk overherredømme har Alsace med tiden fremstillet en speciel kultur, der på smukkeste vis forener franskmændenes passion for detaljen og den gode råvare med tyskernes forkærlighed for gedigent håndværk. Resultatet er bl.a. egnens gode, krydrede hvidvin, en charmerende arkitektur og et køkken, der kombinerer franske, letpiskede indfald med tysk, velhængt eftertanke. Derudover er Alsace et venligt landskab, hvis typiske kendetegn er blødt kurvede bjerge, dækket af vinmarker, og floder, der krydser ud og ind mellem små landsbyer, større byer og befærdede veje.

Dag 1
Afrejse med bus fra Danmark og vi kører over grænsen mens vi nyder en kop kaffe og et rundstykke. Sidst på dagen ankommer vi til vores overnatningshold i Midttyskland, hvor vi spiser middag.

Dag 2
Efter morgenmad sætter vi kurs mod Alsace og efter et kort besøg hos en vinbonde, ankommer vi sidst på eftermiddagen til vores hotel »Les Bruyères« i den lille by Orbey tæt ved Colmar. Efter indkvartering spiser vi middag på hotellet.

Dag 3
Formiddagen bruges til at kigge lidt på vores værtsby. Efter frokost kører vi til Mont St. Odile, opkaldt efter St. Odile, »Lysets datter« – et sagn om klostrets grundlæggelse i det 7. årh. Vi nyder den fantastiske udsigt i knap 700 meters højde.

Hjemturen går gennem den berømte vinrute, »Route du Vin«. Vi gør stop i Obernai, hvor der bliver tid til frokost på egen hånd og til at se dig omkring. Sidst på eftermiddagen ankommer vi til hotellet til afslapning inden fælles middag.

Dag 4
Alsace har meget at byde på og dagens første besøg bliver på den lokale ostefarm, som er kendt for fremstillingen af deres munster-ost.

Turen fortsætter ad vinruten, som er et »must«, især om efteråret, hvor vinstokkene står med mange flotte efterårsfarver og uden klaser efter den overstået vinhøst. Vi stopper i Eguisheim, som ligger midt på vinruten. Byen er kendt som en af de smukkeste byer i Frankrig, charmerende, toppede brosten og pastelfarvede bindingsværkshuse med masse af blomster.

Herfra fortsætter vi til Riquewihr, en smuk middelalderby på ruten. Det er en velbevaret by med fæstningsværker fra det 13. og 14. århundrede samt tyvenes tårn med torturkammer. Efter en opdagelse i byen på egen hånd samt frokost kører vi tur til vores hjemby Orbey.

Dag 5
Dagens udflugt går til Strasbourg. Vi ser byens fantastiske domkirke (entré ikke inkluderet), der ganske uventet tårner sig op for den besøgende. Vi ser kirkens astronomiske ur og de fantastiske glasmosaikker. Derefter spadserer vi en tur i byens charmerede kvarterer, hvor især »Petite France« med de smukke bindingsværkshuse er en spændende oplevelse.

Efter frokost og tid på egen hånd, går turen tilbage til Orbey sidst på eftermiddagen.

Dag 6
Efter morgenmaden forlader vi hotellet og kører gennem det frodige Alsace. Vi stopper undervejs for at besøge den lokale pottemager og se, hvordan de håndlavede berømte skåle fra Alsace bliver lavet.

Efter vores besøg kører vi ind i det tyske område, Schwarzwald, med retning mod Danmark. Vi overnatter i Midttyskland.

Dag 7
Vi fortsætter nordpå og når Danmark sidst på eftermiddagen.

Udgivet i Busrejser, Frankrig, Inspiration, Kulturejser og tagget , , .